Lukas Bang scorede en enkelt gang, da Blue Fox lørdag spillede den sidste af fem træningskampe før sæsonstart. Foto: Henrik Ole Jensen
ISHOCKEY Så er Herning Blue Fox klar til sæsonstart i Metal Ligaen. Lørdag aften spillede holdet i hvert fald den sidste af fem træningskampe, inden det den kommende fredag går løs med en hjemmekamp mod Sønderjyske i ligaen.
Lørdagens træningskamp bød på en sejr på 6-3 mod Frederikshavn.
Der var blot spillet ét minut, da Magnus Carlsen, der har været brandvarm i træningskampene, gjorde det til 1-0 for hjemmeholdet. Næste mål kom først fem minutter inde i anden periode, da Christopher Frederiksen udlignede.
Tre mål i anden periode
Victor Cubars sendte kort efter føringen tilbage til Rævene, og Martin Eskildsen og Lukas Bang sørgede for, at føringen var på 4-1 før de sidste 20 minutter.
Mathias Bau Hansen gjorde det til 5-1 efter seks minutters spil af sidste periode. Kort efter scorede Christopher Frederiksen sit andet mål, da han udnyttede en friløber ned mod Mac Carruth i Herning-målet.
Syv minutter før tid fik Frederikshavn yderligere reduceret i et powerplay. Eetu Maki blev noteret for målet.
Mindre end ét minut senere nettede Herning dog igen. Backen Oskars Cibulskis var kommet godt med frem og fik afsluttet, selv om han var hårdt presset.
Med resultatet 6-3 er status, at Blue Fox har scoret 32 mål i de fem træningskampe. 11 af dem kom dog mod Hvidovre, der blot spiller i 1. division. Men mål er der i hvert fald i mandskabet...
Rævene vandt fire af de fem træningskampe, men måtte sluge et nederlag på 3-4 ude mod Herlev i en dyst, hvor et hav af udvisninger i slutfasen gjorde det svært for Blue Fox.