Jakob Fuglsang ville ikke tage for mange chancer på den regnvåde 1. etape af frygt for styrt. Han ser også frem mod 2. etape med lidt bange anelser.

Danskere frygter flere styrt på Tour-etape til Nyborg

En hektisk etape kan være i vente for Tour de France-feltet, der lørdag bevæger sig fra Roskilde til Nyborg.

KØBENHAVN Både cykelryttere og sportsdirektører har udtrykt bekymring for Storebæltsbroen på 2. etape af Tour de France.

Men på vejen fra Roskilde til Nyborg er det snarere en nervøs og hektisk stemning, der kan ende med at skabe ravage i feltet.

Det mener sportsdirektør på Trek Kim Andersen.

- Jeg frygter mange styrt på 2. etape. Det skal vi forsøge at overleve og komme udenom.

- Det bliver en ufatteligt nervøs og hektisk etape. Det bliver det 200 procent sikkert. Der vil hele tiden være spørgsmålet, om der er vind eller ej, siger Andersen, der også er nervøs for de mange helleanlæg.

Bekymringen deler Jakob Fuglsang, som er i gang med sit 11. Tour de France og ofte har oplevet hektiske indledninger på løbet.

- Jeg frygter, at der kommer styrt. Der er områder med små veje og godt med helleanlæg. Det er første linjeløbsetape, og det er Tour de France, så folk vil bare gerne sidde fremme og gøre det godt.

- Alle hold vil formentlig gerne have en plads oppe foran for at undgå styrt og for at sidde godt, hvis der skulle komme sidevind, hvilket der nok helt sikkert kommer, siger han.

Fuglsang skal ikke klæde holdkammeraterne på til opgaven som sådan, men får alligevel en vigtig rolle ude på landevejene.

- Jeg skal være med til at være vejkaptajn på de her danske etaper. Selv om jeg ikke kender etaperne som sådan, kender jeg selvfølgelig de danske veje, og hvad der kan vente os, siger han.

Etapen bringer blandt andet feltet forbi Holbæk, hvor Trek-rytteren Mads Pedersen bor. Han har flere gange givet udtryk for, at han har etapen i egen "baghave" som et stort mål.

Den tidligere verdensmesters erfaring på vejene, han ofte bruger som træningsruter, kan da også blive værdifuld, mener Kim Andersen.

- Vi kan bruge hans kendskab. At han kender ruten så godt og kan guide de andre, siger han.

Spørgsmålet, der er gået igen frem mod Tourens 2. etape, er, om der mon kommer sidevind på Storebæltsbroen, som ligger umiddelbart før målet i Nyborg.

Den største udfordring kan dog ligge umiddelbart før, mener Jonas Vingegaard.

- Vejrudsigten siger, at der måske vil være noget modvind på broen, men det giver måske lidt sidevind inden. Det bliver helt sikkert en stressende dag, og vi skal bare være på forkant med det hele, siger han.

Etapen går i gang klokken 12.35, og de første ryttere ventes i mål mellem 16.59 og 17.24.

/ritzau/

Indlæser debat