Erik Sviatchenko skriger sin glæde ud efter en sejr over FC København i efteråret. Næste gang, den stærke forsvarer jubler over en sejr bliver i USA. Foto: Henrik Ole Jensen

Officielt: FCM sælger kaptajn Sviatchenko til amerikansk klub

Erik Sviatchenko har skrevet kontrakt med Houston Dynamo i den amerikanske MLS

FODBOLD En klublegende har sagt farvel til FC Midtjylland. I hvert fald for denne gang.

Erik Sviatchenko er blevet solgt til Houston Dynamo i den amerikanske Major League Soccer (MLS).

Den 31-årige forsvarsklippe har skrevet en kontrakt, der gælder frem til udgangen af 2024 med en option på yderligere et år.

Meldingerne om skiftet kom frem i offentligheden i søndags - lige efter FCM's udekamp mod Silkeborg.

- Vi har ikke ønsket at stå i vejen for Erik, som har gjort så meget for FC Midtjylland i sine to perioder i klubben. Han har været med til at vinde fem pokaler og spillet os i fire europæiske gruppespil. Der venter Erik og hans familie et eventyr i USA, og vi glæder os til at følge ham, siger sportschef Svend Graversen i en pressemeddelelse.

Flere danske medier - blandt andre bold.dk - har skrevet, at FC Midtjylland scorer 10 millioner danske kroner på salget af sin anfører, der sker med øjeblikkelig virkning, da transfervinduet i USA står åbent helt frem til 4. april.

FCM lægger dog op til at se Sviatchenko igen om nogle år. Måske i en rolle uden for banen.

- Det her er et farvel til en stor leder, men vi har en klar forventning om, at vi igen vil se ham i FC Midtjylland i fremtiden, siger Svend Graversen.

- Muligheden var for god

Erik Sviatchenko kom til FCM som 14-årig og har sammenlagt været 15 år i klubben ad to omgange. Dog havde han et enkelt udlandsophold i skotske Celtic fra 2016 til 2018.

Nu får forsvareren et formentlig sidste udlandseventyr.

- Den her mulighed har bare været for god og for stor en oplevelse for mig og min familie. Jeg lever kun et liv og har kun en karriere. Jeg har givet næsten hele min karriere til den her klub, som jeg elsker. Jeg er ikke i tvivl om, at de gode tider kommer igen, men det kræver hårdt arbejde, og jeg vil støtte fra sidelinjen, siger Erik Sviatchenko i FCM's pressemeddelelse.

Han har været med til at vinde alle klubbens hidtidige seniortitler - tre mesterskaber og to pokaltitler - og det ærgrer ham, at han nu forlader klubben på et tidspunkt, hvor FCM er havnet i nedrykningsspillet.

- Lige nu er vi et sted, hvor der skal skabes et nyt fundament som klub. Vi har kæmpet med tingene, og selvom der har været nogle store højdepunkter i Europa, havde jeg naturligvis ønsket, at mit skifte fandt sted på et tidspunkt, hvor alt var godt, lyder det fra Erik Sviatchenko i klubbens skrivelse.

Erik Sviatchenko

Født 4. oktober 1991 i Viborg (31 år)

Position: Centerforsvarer

Gift med Anne Rudmose Sviatchenko. Sammen har parret børnene William og Clara

325 førsteholdskampe og 33 mål for FCM

Klubkarriere:

Viborg FF, Houlkær Viborg Søndermarken, FK Viborg -2006

FC Midtjylland 2006-16

Celtic (Skotland) 2016-18

FC Midtjylland 2018-2023

Houston Dynamo 2023-

Udvalgte meritter:

Dansk mester 2014-15, 2017-18 og 2019-20 med FC Midtjylland

Dansk pokalvinder 2018-19 og 2021-22 med FC Midtjylland

Skotsk mester 2015-16, 2016-17 og 2017-18 med Celtic

Skotsk pokalvinder 2017 med Celtic

Efterårets profil i Superligaen 2019

Forårets profil i Superligaen 2020

Årets spiller i Superligaen 2019-20

5 A-landskampe og 1 mål for Danmark

19 ungdomslandskampe og 3 mål for Danmark

Tiltænkt en hovedrolle i Houston

Sæsonen er lige gået i gang i USA, hvor Houston Dynamo ligger midt i tabellen i Western Conference efter tre kampe. I 2022-sæsonen blev holdet nummer 13 i Western Conference og nummer 25 samlet set.

Sviatchenko skal være med til at løfte holdet som en såkaldt TAM-spiller, der har mere vidtstrakte lønrammer end andre spillere. Til sammenligning er en af klubbens øvrige TAM-spillere den mexicanske landsholdsspiller Héctor Herrera, der spillede tre sæsoner i Atletico Madrid, før han skiftede til Houston.

Dynamos general manager, Pat Onstad, har også store forventninger til sin nye danske forstærkning.

- Vi gik ind til opstarten med et mål om at tilføje flere spillere med en vinderkultur, og Erik har vundet på alle stop i sin karriere. Han tilføjer værdifuld erfaring til rygraden på vores hold og bliver en erfaren skikkelse i vores omklædningsrum, siger Pat Onstad til Houston Dynamos hjemmeside.

Erik Sviatchenko nåede 325 kampe i FCM-trøjen. Kun Frank Kristensen har optrådt flere gange for Ulvene.

Indlæser debat