Tingene gik ikke Mikkel Madsen og HCM’s vej i Thyhallerne. Foto: Tom Laursen

Tungt i Thisted: Rødt kort og ny nedtur for HC Midtjylland

Et hårdt dømt rødt kort og flere skader gjorde det svært for oprykkerne i udekampen mod Mors-Thy

HÅNDBOLD Ligaoprykkerne fra HC Midtjylland indkasserede også et nederlag i sæsonens fjerde forsøg, da det lørdag eftermiddag blev 24-31 på udebane mod Mors-Thy Håndbold i Thisted.

Dermed står der stadig et rundt nul på pointkontoen for Herning-mandskabet.

På forhånd var det lidt ekstra op ad bakke for HCM, der måtte stille op uden Sebastian Wistoft Jensen, der er skadet, og Jeppe Krogh Ejlersen, der har symptomer på en hjernerystelse.

Og det blev endnu værre i løbet af en første halvleg, hvor gæsterne ellers hang fint på spillemæssigt og på måltavlen.

Læs også
Håndbold HC Midtjylland

HCM’s »skurk« efter rødt kort: Kan godt se, at han ligger og bløder lidt

Direkte rødt kort

Fem minutter før pausen blev Bjarke Nybo Jørgensen præsenteret for et direkte rødt kort, da han lavede et halsgreb på Mors-Thys Oscar von Oettingen. Det lyder dog voldsommere, end det var, og umiddelbart vurderet var det en hård dom af kampens dommerpar.

Bjarke Nybo var ellers velskydende og scorede fire mål, før kampen altså sluttede i utide for bagspilleren, som HCM hentede i Grindsted i sommerpausen.

Trods modgangen nøjedes HC Midtjylland med at være nede med to mål, 11-13, ved halvtid i Thisted.

Det ændrede sig dog lynhurtigt straks efter pausen. Efter fire minutter var HCM bagud med fire og efter otte bagud med seks.

Det lignede en tidlig afgørelse, men HCM’erne nægtede dog at slå op i banen og kæmpede videre. Men gæsterne fik aldrig slidt sig tæt på point.

Hos HCM var Rasmus Madsen godt skydende gennem det meste af kampen, og han blev da også sit holds topcorer med syv mål.

Næste chance for point til HC Midtjylland er allerede tirsdag aften, hvor det gælder en udekamp i Sønderborg mod Sønderjyske.

Læs også
Håndbold HC Midtjylland

Chok for HC Midtjylland: Profil frygtes ude i lang tid

Indlæser debat