Sverri Nielsen var dybt skuffet efter sin fjerdeplads ved OL i Tokyo. (Arkivfoto).

Færøsk roer kickstarter OL-medaljejagt efter skuffelse i Tokyo

Lige efter nedturen i Tokyo var Sverri Nielsen klar til at skrotte årerne, men nu er han tilbage i båden.

KØBENHAVN Efter et skuffende resultat ved OL i Tokyo sidste år var roeren Sverri Nielsen i tvivl om, hvorvidt han skulle fortsætte karrieren. Nu har han besluttet sig.

Til TV 2 Sport fortæller færingen, der stiller op under dansk flag, at han igen har grebet årerne og indstillet sigtekornet på OL i Paris i 2024.

- Jeg kommer ikke tilbage for at hygge mig med det og bare være med til et VM og et OL. Jeg vil gerne tilbage på samme niveau, og jeg vil gerne ro om medaljerne, siger han.

Thor Juul Kristensen, som er sportschef i Dansk Forening for Rosport, er begejstret over Sverri Nielsens comeback i landsholdsgruppen.

- Han er et fyrtårn, et forbillede og en super behagelig fyr. Han vil uden tvivl tilføre alle på og omkring landsholdet rigtig meget, siger han i en pressemeddelelse fra Team Danmark.

- Nu skal vi hjælpe ham med at bygge et setup frem mod OL i Paris, som giver ham de allerbedste betingelser for at opnå den olympiske succes, han fortjener.

Der var store medaljeforhåbninger til Sverri Nielsen, da han sidste år repræsenterede Danmark i singlesculler ved OL i Tokyo.

Han lå længe til at tage metal, men blev til sidst overhalet, så det endte med en fjerdeplads. Nielsen var 15 hundrededele af et sekund fra bronze.

Efter finalen annoncerede han sit karrierestop, men blødte senere op, da han havde fået skuffelsen en smule på afstand.

Han slog dog fast, at han ville holde minimum et års pause fra roning, så han både mentalt og fysisk kunne komme ovenpå igen. Og så ville han tage en beslutning.

Skuffelsen over nedturen i Tokyo har han dog ikke fået bearbejdet til ende endnu.

- Jeg er stadig lidt indebrændt og lidt skuffet over, at jeg ikke fik taget en medalje i Tokyo, for jeg synes, jeg havde en ret god chance for at gøre det, siger han til TV 2 Sport.

28-årige Sverri Nielsen har blandt andet vundet VM-sølv og EM-guld.

/ritzau/

Indlæser debat