Pierre-Emile Højbjerg jubler over sin scoring til 1-0 over San Marino i aftes. Den danske Tottenham-stjerne nævnte ungdomsture til Vildbjerg, da han efterfølgende talte med de fremmødte medier i Parken. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Dansk landsholdsstjerne med sjov anekdote: - Jeg husker turene til Vildbjerg

Målscorer Pierre-Emile Højbjerg drejede hukommelsen tilbage til ungdomsoplevelser i Vildbjerg

FODBOLD Da Brøndby-spilleren Nicolai Vallys i aftes debuterede på det danske A-landshold, der besejrede San Marino i Parken, gav det anledning til at nævne Vildbjerg Sports- og Kulturcenter.

Masser af gode minder

Som Vallys har landsholdsstjernerne Yussuf Poulsen (RB Leipzig) og Pierre-Emile Højbjerg (Tottenham) ungdomsfortid hos Østerbro-klubben Skjold Boldklub i København.

Efter matchen i nationalarenaen, hvor Danmark vandt 4-0 i EM-kvalifikationskampen mod San Marino, valgte midtbaneprofilen Pierre-Emile Højbjerg at hive en særlig anekdote frem, da målscoreren til 1-0 fremhævede debutanten Nicolai Vallys.

- Han skal være stolt, og det samme skal hans familie. Jeg kan jo stadig huske ham fra vores Vildbjerg-ture og forskellige ture tilbage i Skjold. Så der er en masse minder, og det er klasse, sagde Tottenham-stjernen til de fremmødte medier i Parken.

Indlæser debat