HÅNDBOLD Ganske som ventet indkasserede Ikast Håndbold et klart nederlag som optakt til lørdagens første DM-semifinale mod Odense.
Onsdag aften tabte de midtjyske håndboldkvinder på udebane med hele 24-36 til Team Esbjergs stjernebesatte guldfavoritter.
Efter sidste weekends European League-triumf, hvor Ikast-holdet løftede trofet ved Final4-stævnet i Østrig, havde cheftræner Kasper Christensen annonceret, at hans tropper ikke prioriterede slutspilspuljens sidste kamp mod Esbjerg. De fire DM-semifinalister er nemlig for længst fundet. Af samme grund valgte Ikast-træneren at spare adskillige spillere i Blue Water Dokken.
I det betydningsløse opgør i Esbjerg sad både anfører Stine Skogrand og Emma Lindqvist på tribunen med småskader. Også på banen var der dømt friaften til gæsternes keeper Jessica Ryde - og undervejs begrænset spilletid til profiler som Emma Friis, Sarah Iversen, Simone Petersen og Ingvild Bakkerud. Ammunitionen blev gemt til den kommende semifinale på Fyn. I samme weekend får Esbjerg besøg af Nykøbing Falster.
At onsdagens match i det vestjyske smagte af testkamp kunne man ikke se på hjemmeholdet. Team Esbjergs overvældende trup kom let foran 8-2 og 10-5, men udeholdet - der blandt andet gav plads til reserver som Alberte Ebler, Julie Gantzel Pedersen, Line Uno og målvogter Stephanie Andersen - viste fornuftig moral.
Ikast-holdet fik reduceret til 9-13 og 13-16, men på en aften, hvor værterne fortsatte med at buldre frem i offensiven, var udeholdet allerede ved pausen nede med 14-20.
Kasper Christensen benyttede blandt andet kampen til at eksperimentere med syv-mod-seks-spillet, og skifte hyppigt ud. Det var dog en duel mod overmagten.
Team Esbjerg slækkede ikke voldsomt på koncentration, og da Ikast fortsatte med at sende afslutninger i paraderne på landsholdskeeper Anna Kristensen - og i modsatte ende savnede redninger og tætte skodder i defensiven - kunne guldbejlerne nemt øge føringerne på tavlen.
Sejren var Team Esbjergs 18. på stribe siden februar, og det er nu næsten et halvt år siden, at mesterskabsbejlerne har tabt en håndboldkamp.
Det store nederlag i Esbjerg var Ikasts tredje på stribe til vestjyderne, der senest i denne sæson har vundet med henholdsvis 13, 9 og 12 overskydende mål over de nykårede European League-vindere.
Ikast Håndbold må nu se frem mod lørdagens vigtige DM-semifinale mod Odense.
Matchen spilles klokken 16.00 i Phønix Tag Arena - også kendt som Gudmehallerne - på Sydfyn.