Skuffelsen er ikke til at overse hos Cecilie Brandt og Emma Lindqvist. Ikast-spillerne kunne skimte DM-finalen, men missede matchbolden i egen hal. Foto: Chresten Bergh

Spildt finalechance i tæt drama: Ikast-kvinder missede matchbold i egen hal

Ikast-kvinderne kunne skimte DM-finalen i midten af anden halvleg, men tabte til Odense. Nu venter et tredje og afgørende slag på lørdag

HÅNDBOLD Pilen pegede mod finalen, da Sarah Iversen lobbede bolden i nettet til 20-17 for Ikast Håndbold efter præcis 14.40 minutter af anden halvleg.

Men da slutsirenen hylede i IBF Arena, stod skuffelsen malet i ansigtet på Ikast-spillerne og størsteparten af de 2389 tilskuere i arenaen.

Odense Håndbold vandt 26-24 efter fynsk pauseføring på 13-12.

Ikast spildte dermed sin matchbold i DM-semifinaleserien efter weekendens flotte udesejr i første slag. Nu venter der et tredje og afgørende opgør på lørdag i Odense.

Vendte slaget på stærk fase

Ikast-kvinderne hang efter i det meste af opgøret, men spændingen levede hele vejen i et højintenst opgør, hvor der blev gået vaflerne. Dommerne måtte adskillige gange se hårde kendelser igennem på video, inden de fældede dommen.

Det medlevende publikum bidrog til oplevelsen.

Igennem det meste af første halvleg var de dobbelte danske mestre fra Odense i teten. Fynboerne stod stærkt i forsvaret og tvang Ikast til tidligt at satse massivt på syv-mod-seks-spillet. Også fordi det midtjyske angrebsspil ikke var helt oppe i femte gear.

Men Ikast gav aldrig slip, og med hjælp fra publikum og et par store redninger fra Jessica Ryde formåede midtjyderne at krige sig til pausen med blot »minus én«, 12-13. Odense førte ellers 9-6 og 12-9 undervejs.

Ikast kom forrygende ud fra pausen og vendte slaget på ingen tid med stor energi og intensitet i spillet. Efter en stund med stillingskrig formåede værterne endda at skrue føringen op på 19-16 og 20-17.

IBF Arena var på kogepunktet.

Men Odense svarede hurtigt og stærkt igen og kom foran 23-21 med otte minutter tilbage. Ikast hang på og var flere gange på "minus én", men udligningen udeblev, og det kunne Ikast-holdet også "takke" sig selv for. Flere tekniske fejl kostede dyrt, da tingene skulle afgøres.

Da Helena Elver scorede til 26-23, var festen forbi for værterne, som samlet set ikke kunne være tilfreds med angrebsspillet på aftenen.

Topscorer for Ikast blev venstrefløjen Emma Friis med seks mål.

Tredje og afgørende kamp i semifinaleserien venter på lørdag klokken 16.00 i Odense.

Læs også
Håndbold Ikast Håndbold

Dyb skuffelse i Ikast-lejren efter misset matchbold: Vi rammer ikke vores niveau

Læs også
Håndbold Ikast Håndbold

GALLERI: Ikast kæmpede men tabte - se billederne

Læs også
Håndbold Ikast Håndbold

Ikast-teenager blev overrasket af flot pris - før skuffelsen tog over

Indlæser debat