Herningensiske Mads Nybo Lauritsen scorede et seværdigt mål for det danske U19-landshold mod Polen og blev dansk matchvinder. Det var hans ungdomslandskamp nummer 21 og blot hans andet mål. Foto: Chresten Bergh
U19-landskamp på MCH Arena: Herningenser blev dansk matchvinder mod Polen
Herningensiske Mads Nybo stod for kampens enlige træffer, da det danske U19-landshold slog Polen 1-0 på MCH Arena. Tre FCM-udklækkede spillere kom i aktion
FODBOLD Dejligt solskin, dansk sejr og en lokal målscorer.
Det var ingredienserne, da det danske U19-landshold torsdag eftermiddag slog Polen med 1-0 foran cirka 1000 fortrinsvis unge og ganske medlevende tilskuere på MCH Arena i Herning.
De fik lov at hylde en lokal målscorer og matchvinder allerede efter 29 minutter. Forsvareren Mads Nybo, der er født og opvokst i Herning og begyndte sin karriere i Herning Fremad, rykkede sig fri ved forreste stolpe og dirigerede Zidan Sertdemirs hjørnespark i mål.
Nybo ramte bolden med hælen og kunne dreje hovedet og se den gå ind ved bageste stolpe oppe i hjørnet. Det er ikke sikkert, at Nybos intention var at sende bolden direkte i nettet, men det endte som en seværdig scoring, der »kyssede« aluminiums-rammen på vejen ind.
FCM-trio tilbage på velkendt græs
Den venstrefodede forsvarer er en af tre spillere på det danske U19-landshold, der er udklækket fra FC Midtjyllands akademi. De tog alle tre til FCM's portugisiske samarbejdsklub, CD Mafra, før denne sæson. De to andre er Gustav Fraulo og Valdemar Byskov.
Fraulo og Nybo begyndte som højre og venstre back og fik fuld spilletid i sejren over Polen. Nybo rykkede dog ind i midterforsvaret efter en times spil.
U19-landskamp: Danmark - Polen 1-0 (1-0)
1-0 Mads Nybo 29'
Danmark (4-3-3): Theo Sander - Gustav Fraulo, Villads Nielsen, Ludwig Vraa-Jensen (62' Lucas Høgsberg), Mads Nybo Lauritsen - Zidan Sertdemir (62' Valdemar Byskov Andreasen), Julius Beck (84' Noah Nartey), Oscar Højlund (84' Magnus Munck) - Thomas Jørgensen (62' Markus Jensen), Conrad Harder (62' Adam Daghim), Noah Sahsah (62' Clement Bischoff)
Tilskuere: 1045 på MCH Arena
Farligt frispark fra Byskov
Også Fraulo gjorde fint opmærksom på sig selv med både et langskud og et farligt indlæg, som den polske målmand tabte i det lille felt for snuden af både venner og fjender.
Midtbanekreatøren Valdemar Byskov Andreasen kom på banen efter godt en time og indgik øjeblikkeligt fint i de danske kombinationer. Han satte blandt andet Clement Bischoff op til en skudchance. Og i dommerens tillægstid var Byskov selv tæt på en træffer, da han tvang den polske keeper, Marcel Mendes-Dudzinski, til en stor redning med et godt direkte frispark.
Det danske hold sad på spillet gennem det meste af kampen, men formåede kun at score ét mål, og polakkerne havde også deres muligheder. Blandt andet efter danske opspilsfejl og boldtab på egen banehalvdel. Kort inde i anden halvleg ramte polakkerne endda stolpen.
Publikum fik dog en dansk sejr at glæde sig over i den første af to testkampe i denne landsholdsombæring.
U19-landsholdet spiller igen på søndag klokken 14.00 på MCH Arena. Der bliver modstanderen vinderen af dagens senere kamp mellem Sverige og Norge, der spilles på Vildbjerg Stadion.
Senere på efteråret venter EM-kvalifikationen med sigte mod U19-EM i Nordirland næste år.