Manchester United har de seneste 17 år været ejet af den amerikanske Glazer-familie, der nu undersøger muligheden for et salg.

Minister håber på saudiarabiske køb af Liverpool og United

Liverpool og Manchester United er begge til salg, og de er interessante for saudiarabiske investorer.

KØBENHAVN Liverpool og Manchester United kan være de næste topklubber, der bliver købt af stenrige investorer fra Saudi-Arabien.

Det antyder landets sportsminister, prins Abdulaziz bin Turki Al-Faisal, i et interview med Sky Sports.

- Jeg håber det. Hvis der er investorer, tallene hænger sammen, og det er en god forretning. Den private sektor kan byde ind, eller virksomheder fra kongedømmet kan byde ind, siger ministeren.

Han fremhæver Premier League som verdens bedste liga.

- Det er også den mest sete liga, og der er hardcore fans af disse hold i kongedømmet, så det vil være til gavn for alle.

De nuværende amerikanske ejere i både Liverpool og Manchester United har for nylig annonceret, at man undersøger mulighederne for et salg.

Public Investment Fund, der er kontrolleret af den saudiarabiske stat og kronprins Mohammad bin Salman, købte i 2021 Newcastle fra Premier League.

Ligesom VM-værten Qatar beskyldes Saudi-Arabien for brud på menneskerettigheder samt diskriminering af kvinder og homoseksuelle.

Også den nye golftour, LIV Golf, er finansieret af milliarder fra Saudi-Arabien.

Landet har desuden hyret superstjernen Lionel Messi som reklamesøjle, og hvis det står til prins Abdulaziz bin Turki Al-Faisal kommer argentineren og den nu klubløse Cristiano Ronaldo til Saudi-Arabien for at spille.

- I forhold til turisme i kongedømmet vil jeg elske at se dem begge spille i den saudiarabiske liga, hvis de kan, siger sportsministeren.

Ifølge flere store medier står Saudi-Arabien sammen med Egypten og Grækenland bag et kommende bud på rollen som VM-vært i 2030.

/ritzau/

Indlæser debat