HÅNDBOLD Ikast Håndbold har fem spillere med, når Danmarks kvindelandshold i april samles og spiller to landskampe mod Sverige.
Mandag eftermiddag var både Sarah Iversen, Cecilie Brandt, Emma Friis, Simone Petersen og Julie Scaglione en del af truppen, som landstræner Jesper Jensen udtog forud for samlingen, der finder sted på dansk gulv fra 3.-11. april.
Udover mange kendte ansigter har landstræneren altså også givet plads til 18-årige Julie Scaglione, der for et år siden fik sin officielle debut på Danmarks A-landshold.
Med for at snuse og lære
Også den tidligere Ikast-back Helene Kindberg, der nu er på kontrakt hos Silkeborg-Voel KFUM, er blandt de 19 navne i landsholdstruppen.
- Både Julie og Helene er med for at snuse til A-landsholdet og lære - og så udelukker jeg ikke, at de kan være i spil til en kommende slutrunde, men målet med at have dem med er mere langsigtet i forhold til deres udvikling, siger Jesper Jensen i en pressemeddelelse fra Dansk Håndbold Forbund.
Landstræneren har ligeledes udtaget to andre profiler med fortid i Ikast.
Det er højrefløjen Trine Østergaard fra tyske BBM Bietigheim samt højrebacken Louise Burgaard, som spiller hos franske Metz.
Samlingen byder på to landskampe mod Sverige. Først i Helsingborg 5. april og derefter i Royal Arena i København 11. april.
I den svenske trup er Ikast Håndbold ligeledes repræsenteret. Det sker i form af målvogter Jessica Ryde samt bagspilleren Emma Lindqvist.
Sverige har ligeledes udtaget de tidligere Ikast-spillere Tyra Axnér og Linn Blohm.