Frederik Andersen i aktion for Carolina Hurricanes natten til tirsdag. Herningenseren og holdet har kniven for struben i slutspillet. Foto: Ritzau Scanpix
ISHOCKEY Det begynder for alvor at se sort ud for Herning-målmanden Frederik Andersen og Carolina Hurricanes, der natten til tirsdag tabte 0-1 i den østlige del af Conference Finals i den amerikanske NHL.
Nederlaget til Florida Panthers er den tredje af slagsen. Det indebærer, at Panthers kan sikre sig en plads i Stanley Cup-finalen med en enkelt sejr mere over Carolina Hurricanes.
Conference Finals er semifinalen af slutspillet i NHL. Her mødes de bedste to hold fra hver af de to NHL-konferencer - øst og vest - og spiller om en plads i slutspilsfinalen, Stanley Cup.
Semifinalerne spilles i et bedst-ud-af-syv-format.
Kræver et større mirakel
Det betyder, at Frederik Andersen og Carolina Hurricanes skal håbe på et noget nært mirakuløst comeback med fire sejre i træk, hvis de skal have en plads i årets finale.
Frederik Andersen gjorde ellers sit i målet for Carolina Hurricanes.
Han kom ud af opgøret med en redningsprocent på 94,12 og 16 redninger i alt. Det tog Florida Panthers indtil halvvejs gennem kampens anden periode at passere ham.
Det var Sam Reinhart, der scorede for Panthers - kampens eneste mål.
De to tidligere opgør i serien er begge blevet vundet af Florida Panthers i forlænget spilletid.
Senest vandt Panthers natten til søndag 2-1.
Natten til fredag tog Panthers en 3-2-sejr i en maratonkamp, som måtte ud i fjerde periode af forlænget spilletid, før der var fundet en vinder.
De to hold tørner sammen igen klokken 02.00 natten til torsdag dansk tid. Her skal Frederik Andersen og Hurricanes vinde, hvis de skal drømme om avancement.
/ritzau/