Anders Dreyer (i sort) brillerede for FCM efter at være vendt hjem fra Rusland. Nu har Fifa besluttet, at udenlandske spillere i Rusland stadig kan suspendere deres aftaler. Foto: Henrik Ole Jensen

Døren åbnet for Dreyer igen: Må suspendere sin aftale i Rusland

Fifa har forlænget den aftale, der betyder, at udenlandske spillere i Rusland må suspendere deres kontrakter

FODBOLD Udenlandske spillere, der er tilknyttet fodboldklubber i Rusland, kan fortsat vælge at få suspenderet deres kontrakter, uden at det har konsekvenser. Det meddeler det internationale fodboldforbund, Fifa, tirsdag på sin hjemmeside.

Ordningen trådte i kraft 7. marts efter Ruslands invasion i Ukraine og varede oprindeligt midlertidigt frem til udgangen af juni.

Nu bliver ordningen forlænget, så reglerne også gælder i hele den kommende sæson - frem til 30. juni 2023.

Reglerne betød i foråret blandt andet, at Anders Dreyer skiftede fra Rubin Kazan til FC Midtjylland og var holdets største profil.

FC København hentede svenskeren Viktor Claesson, som siden har fået en permanent kontrakt i den danske mesterklub.

Reglerne omfatter også udenlandske trænere, som kan få suspenderet deres kontrakter i den kommende sæson.

Anders Dreyer har som bekendt spillet en stor sæson for både FC Midtjylland og Rubin Kazan og ventes at få flere tilbud fra både FC Midtjylland og større klubber.

/ritzau/

Indlæser debat