Daniel Høegh tager sig til hovedet i den hårde stund, da opgøret lige er blevet blæst af. Guldhåbet er nu ganske spinkelt. Foto: Henrik Ole Jensen

Guldrømmen brast i overtiden: Brøndby udlignede FCM's 2-1-føring med kampens sidste spark

FC Midtjylland førte 2-1 langt inde i overtiden, inden Brøndby fik udlignet til 2-2

FODBOLD Av, av, av.

Så ondt kan fodbold gøre. FCM var få sekunder fra igen at åbne guldduellen mod FC København. På to mål i 79. og 82. minut vendte FCM kampen til en 2-1-føring, og den holdt, indtil der var spillet 94.58 minutter. Så dukkede Andreas Bruus op i højre side af feltet og sparkede bolden i kassen til en chokudligning. Målmand David Ousted havde hænderne på bolden, men kunne ikke afværge målet. Herefter blev kampen fløjtet af.

Dermed blot et enkelt point til FCM, og dermed fører FC København superligaen med tre point - og en målscore der er 10 mål bedre end FCM’s - med to spillerunder tilbage af sæsonen.

Størsteparten af de 10.201 tilskuere på MCH Arena var ellers klar til en kæmpe fest efter 90 dramatiske minutter, hvor FCM var længe om at få hul på målbylden. Men de nåede lige præcis at vende kampen på hovedet, og det lignede en sejr, efter at Evander og Anders Dreyer med tre minutters mellemrum havde scoret til først 1-1 og siden 2-1.

Brøndby kom foran efter 14 minutter af første halvleg , da Simon Hedlund spænede fra hele FCM-defensiven og fandt Christian Cappis foran mål.

FCM havde flere gode chancer for at score i første halvleg, men skarpheden manglede. Den største mulighed tilfald Charles Rigon Matos, men hans afslutning få meter fra mål ramte Brøndby-keeper Mads Hermansen.

I anden halvleg havde FCM bolden stort set hele tiden, men det blev alt for sjældent farligt.

Indtil altså de magiske tre minutter, hvor de fleste på MCH Arena kunne lugte guld. Her kunne FCM pludselig det hele, og alle driblinger lykkedes.

Men kampen var altså ikke helt slut endnu. Brøndby fik udlignet, og festen på MCH Arena punkterede på et splitsekund. Dog undtaget blandt Brøndbys fans.

FCM spiller mandag i Silkeborg og slutter superligaen af med en hjemmekamp mod Randers søndag i næste uge.

FCK møder Randers ude på søndag og har en hjemmekamp mod AaB i sidste runde.

Genlæs opgøret i Ritzaus liveblog herunder:

Indlæser debat