Blue Fox-spillerne jubler efter Petter Hanssons flotte hug til 2-0. Flere af de unge angribere leverede godt arbejde forud for svenskerens skud. Foto: Tom Laursen

Overtidssejr i egen hule: Blue Fox slår mestrene

Jarkko Malinen blev matchvinder i overtiden, da Herning Blue Fox slog de danske mestre fra Rungsted foran knap 1500 tilskuere i Kvik Hockey Arena

ISHOCKEY For sjette gang i de seneste syv kampe var der sejrsjubel hos Herning Blue Fox.

De danske rekordmestre vandt mandag aften 3-2 over Rungsted Seier Capital.

Den velspillende finske center Jarkko Malinen afgjorde kampen to minutter inde i overtiden. Den svenske back Oskar Drugge skar ind i slottet med pucken og spillede Malinen fri ved venstre stolpe til det matchvindende mål.

Sejren betyder, at Blue Fox nu har 18 point for ni kampe og indtager andenpladsen i Metal Ligaen - bare ét point bag Frederikshavn White Hawks, som her til aften slog Aalborg Pirates i det nordjyske lokalopgør. Havde Blue Fox vundet i ordinær tid, var »rævene« strøget til tops.

Læs også
Ishockey Blue Fox

Bundrutineret Blue Fox-debutant: Jeg var nervøs

Fremragende første periode

Forud for den medrivende overtids-afgørelse gik et tempofyldt opgør med tre vidt forskellige perioder.

I den første stod der Blue Fox på det hele. »Rævene« havde fart i skøjterne og moste de danske mestre ned i egen zone gang på gang.

Mathias Bau gjorde det til 1-0 efter seks minutters spil. Små 30 sekunder efter at han selv havde ramt stolpen fra tæt hold, blev Bau igen sat flot i scene foran mål. Jarkko Malinen fik pucken i venstre side fra Petter Hansson og sendte den direkte ind foran mål, hvor Mathias Bau gjorde arbejdet færdigt til 1-0.

Seks minutter senere blev det 2-0. Energisk arbejde bag mål skabte plads til backen Petter Hansson, der flåede skiven ind ved den ene stolpe.

Rungsted tog prompte timeout på kaptajn Marcus Olssons kommando, så det ud til.

Mesterholdet fik en opsang af træner Erik Hjalmarsson og kom bedre med. I slutningen af perioden var det Blue Fox, der bare skulle »overleve« tiden ud.

Billedet var helt anderledes i anden periode. Rungsted fik en drømmestart med en reducering til 1-2 efter bare ét minut og syv sekunder. Den svenske kaptajn Marcus Olsson brød igennem og sendte en afslutning af sted. Den blev blokeret, men backen Tim Daly var over den løse puck og udplacerede Emil Kruse i Blue Fox-målet.

Midt i perioden ragede debutanten Mikko Kuukka en udvisning til sig. Det straffede Rungsted nådesløst. Blot 27 sekunder skulle mestrene bruge, før den velspillende Marcus Olsson spillede Rasmus Thykjær Andersson fri med en smart cutback-aflevering til 2-2.

Blue Fox forsøgte at genvinde initiativet og havde også chancer, men flere mål bød perioden ikke på.

Sidste periode var igen med Blue Fox i den dominerende rolle. Blandt andre Mathias Bau og Thomas Vilstrup Andersen kom til gode chancer. Men der faldt ingen scoringer, før Jarkko Malinen slog til i overtiden.

Næste kamp venter på fredag, når Blue Fox spiller på udebane mod Odense Bulldogs, der ligger næstsidst i Metal Ligaen.

Læs også
Ishockey Blue Fox

Se billederne: Blue Fox sejrede i veteran-trøjer

Indlæser debat