HCM's nedrykkere fik endnu et nederlag til samlingen. Foto: Malene Tswai

Spændingen udeblev: HC Midtjylland tabte i Kolding

HC Midtjylland var aldrig i nærheden af at få noget med hjem fra Kolding i et opgør, hvor hjemmeholdet havde klart mest at spille for

HÅNDBOLD Det blev aldrig for alvor spændende i søndagens ligakamp mellem KIF Kolding og HC Midtjylland.

Hjemmeholdet vandt usvigeligt sikkert med cifrene 27-21 - efter føring på 13-9 ved pausen.

Mens HCM’s nedrykning er en kendsgerning, var kampen anderledes vigtig for hjemmeholdet, der kæmper for at nå fjerdepladsen og dermed få point med over i slutspillet.

KIF Kolding indledte da også opgøret bedst, men som så ofte før i sæsonen hang HCM godt på, og godt midtvejs i første halvleg kunne Bjarke Nybo Jørgensen kanonere bolden i mål til udligning, 6-6.

Herefter gik HC Midtjylland dog i stå. Hjemmeholdet scorede fem gange i træk.

Ved halvtid var Kolding foran med fire, 13-9.

Kampfakta

KIF Kolding - HC Midtjylland 27-21 (13-9)

Stillingen undervejs: 2-0, 2-2, 5-2, 6-6, 11-6, 13-8, (13-9), 16-9, 18-12, 20-16, 25-18, 26-21, 27-21

KIF Kolding: Bjarke Christensen 7 (2), Erik Thorsteinsen Toft 4, Steven Plucnar Jacobsen 4, Viktor Nevers 3, Mads-Peter Lønborg 2, Jesper Meinby 2, Benjamin Pedersen 2, Jens Svane 1, Nicolai Snogdal 1, Peter Lund 1

HC Midtjylland: Rasmus Madsen 4, Bjarke Nybo Jørgensen 4, Magnus Møland 4, Kasper Kvist 3, Mathias Nikolajsen 2, Frederik Sass 2 (2), Mikkel Madsen 1, Jonathan Sørensen 1

Straffekast: Kolding 2/2, HCM 2/2

Udvisninger: Kolding 1, HCM 4

Dommere: Kim Borup og Allan Theils

Tilskuere: 2104 i Sydbank Arena, Kolding

Momentvis fine ting

I anden halvleg var spændingen i kampen bestemt til at overse, for HC Midtjylland kæmpede sig ikke for alvor tættere på, mens Kolding-mandskabet havde helt styr på tingene.

Der var momentvis fine ting fra HCM’ere som Rasmus Madsen, Bjarke Nybo Jørgensen og Magnus Møland - de tre spillere blev HCM’s topscorere i kampen med fire mål hver - men helt oppe at ringe var Herning-mandskabets præstation på ingen måde.

HC Midtjyllands næste kamp er på fredag, på hjemmebane mod Nordsjælland.

Læs også
Håndbold HC Midtjylland

De sidste kampe med kliken: HCM’er glæder sig til at vinde kampe i næstbedste række

Indlæser debat