Paul Onuacho (t.v.) - her i en hjemmekamp mod FC Nordsjælland i 2019 - scorede 74 mål i 181 kampe for FCM. Nu er nigerianeren skiftet til tyrkisk fodbold. Foto: Tom Laursen

Tidligere FCM-topscorer skifter klub: Onuachu tager til Tyrkiet

Angriberen Paul Onuachu, der spillede i FCM fra 2012-2019, er nu hos Trabzonspor på en lejeaftale for resten af sæsonen

FODBOLD Den forhenværende FC Midtjylland-topscorer Paul Onuachu skifter til tyrkisk fodbold.

Således meddeler storklubben Trabzonspor søndag, at man for resten af sæsonen har hyret den nigerianske angriber på en lejeaftale fra Southampton.

Den tårnhøje og 201 centimeter høje frontmand kom til den sydengelske klub i januar, men opholdet har på ingen måde været en succes.

Onuachu blev blot noteret for 12 kampe - og nul mål - i Southampton, hvor han fortsat er på kontrakt til sommeren 2026.

Men nu har Premier League-nedrykkerne altså valgt at udleje den store afrikaner til Trabzonspor, der i sidste sæson blev nummer seks i den tyrkiske Süperlig. I denne sæson er klubben på syvendepladsen efter de første syv runder.

Nu 29-årige Paul Onuachu kom til FC Midtjylland fra Nigeria i 2012. I begyndelsen var han en del af klubbens akademi i Ikast, og han endte siden med at score 74 mål i 181 kampe for FCM's førstehold.

I sommeren 2019 blev Onuachu solgt for syv millioner euro - svarende til cirka 52 millioner kroner - til belgiske KRC Genk.

Her blev det til 85 mål i 134 kampe, inden Genk i januar solgte nigerianeren videre til Southampton, der angiveligt betalte 13 millioner euro - cirka 97 millioner kroner - for den tidligere FCM-stjerne.

Indlæser debat