Venstrefløjen Trine Wacker Mortensen greb chancen, da Ikast hjemme nedlagde Skanderborg fra den tunge ende af tabellen. Foto: Henrik Ole Jensen

Sikker på tredjepladsen: Træfsikker Ikast-fløj førte an i pligtsejr

Trine Wacker Mortensen scorede otte mål, da Ikast Håndbold vandt 35-24 over bundholdet Skanderborg

HÅNDBOLD En forrygende Trine Wacker Mortensen førte an med otte scoringer, da Ikast Håndbold onsdag aften nedlagde bundholdet Skanderborg Håndbold i Kvindeligaen.

Foran 1008 tilskuere i IBF Arena i Ikast vandt topholdet sikkert med 35-24 - dog efter en mere beskeden pauseføring på 17-14.

Værterne, der med pligtsejren definitivt sikrede sig tredjepladsen i grundspillet, var selv skyld i, at gæsterne fik lov til at komme tæt på i en ellers ukompliceret første halvleg.

Et velspillende Ikast-forsvar og en kraftfuld midtjysk offensiv med Trine Wacker Mortensen i spidsen førte med 14-6, da der var 10 minutter til pausen. Men de minutter sjuskede hjemmeholdet væk, og så kunne Skanderborg-holdet, der havde hjerte, men manglede den sidste kvalitet, vinde fasen med fem mål.

Bortset fra en sygdomsramt Cecilie Brandt og en småskadet Julie Scaglione kunne Kasper Christensen råde over en komplet trup. Og det udnyttede Ikast-træneren fra første fløjt.

Marginalspillere som Andrea Austmo, Trine Wacker Mortensen og Line Uno indledte i matchen, hvor samtlige af de blå-gule aktører - minus tredjekeeper Stephanie Andersen - kom i aktion på det lyseblå hjemmeunderlag.

At Skanderborg fightede sig til kun at være nede med tre pinde, betød, at Ikast stillede med stort set A-holdet fra anden halvlegs begyndelse.

Blandt andet kom Jessica Ryde ind i målet, og den svenske landsholdskeeper var med imponerende 12 parader og en redningsprocent på 55 med til at fjerne enhver form for spænding.

Kort inde i anden halvleg førte et tempofyldt Ikast-hold med ni mål - et forspring, der støt og roligt blev udbygget frem mod slutresultatet, der altså endte med et plus på 11 scoringer.

Ikasts næste kamp er førstkommende lørdag aften, hvor modstanderen på udebane er ungarske Siófok i den første af to kvartfinaler i EHF European League.

Sæsonens sidste grundspilskamp i den hjemlige liga spilles onsdag 22. marts ude mod Ringkøbing.

Læs også på herningfolkeblad.dk
Håndbold Ikast Håndbold

Top mod bund: Ikast kan sikre tredjepladsen i aften

Læs også på herningfolkeblad.dk
Håndbold Ikast Håndbold

Spillermøde gav luft før Ikast-sejr: Det var sundt for hele holdet

Indlæser debat