Frederikshavs keeper Tadeas Galansky stod igen en god kamp. Foto: Chresten Bergh

Knækket i undertal: Blue Fox tabte kvartfinale to i Frederikshavn

Frederikshavn var skarpe i powerplay, og så måtte Blue Fox sluge et nederlag

ISHOCKEY Tre nordjyske mål i powerplay blev den afgørende forskel, da Frederikshavn White Hawks søndag eftermiddag vandt 4-3 over Herning Blue Fox i den anden kvartfinale. Dermed er stillingen 1-1 i serien efter de to første kampe. Serien fortsætter tirsdag aften i Herning.

Kampen blev indledt i et højt tempo, og som i Herning fredag aften var det nordjyderne, der kom bedst i gang. Blue Fox kom dog efterhånden også med i opgøret og fik et powerplay, der sendte lidt momentum deres vej.

Godt midtvejs havde Brett Perlini en stor mulighed, da han var først på en løs puck. Men det var værterne, der scorede første periodes eneste mål.

Præcis ét minut i et powerplay, skulle Frederikshavn bruge. Et skud fra distancen prellede af på stolpen, men desværre for Blue Fox hoppede pucken direkte ud til svenske Daniel Trulja, der havde nemt ved at prikke pucken over målstregen.

I anden periode var det tæt på, at Frederikshavn kom på 2-0. Aleksi Halme ramte stolpen i en situation, hvor Blue Fox blev ramt, mens de skiftede ud. Der var heldet med Blue Fox.

Styring til 1-1

Det var det også lidt senere, da det blev 1-1. Backen Jakob Jessen sendte en puck mod mål, og Morten Poulsen fik tilsyneladende lige præcis snittet pucken, så den snød keeper Tadeas Galansky og gik i mål.

To minutter senere kom Herning foran. Det var førstekæden, der i vanlig stil satte fuld tempo på en omstilling. Til sidst lagde Mathias From pucken af med baghånden til Phillip Marinaccio, der tordnede pucken op i det modsatte målhjørne.

Det tog dog blev Frederikshavn 90 sekunder at få udlignet. Hernings Christian Mieritz blev sendt i straffeboksen, og der var blot spillet otte sekunder af det powerplay, inden Thomas Søndergaard styrede pucken i nettet til 2-2.

Blue Fox sluttede også perioden i et undertal, der fortsatte ind i sidste periode.

Det blev overstået, men der gik blot ét minut, efter at holdet var fuldtallig, inden Frederikshavn alligevel kom foran. Igen på en styring på et slagskud. Jonas Jakobsen stod i midtzonen, og Mac Carruth så pucken for sent.

Dum udvisning

Så Blue Fox brug for at få lidt ro på, men backen Jonathan Racine tog en torskedum roughing-udvisning, da han skubbede til en modstander. Det tilbud sagde Frederikshavn ja tak til. Santeri Suistio gik nemt forbi to-tre Herning-spillere og udplacerede Mac Carruth i målet. Det er ikke normalt for Herning at indkassere den slags mål. Det var passivt forsvarsspil.

Brett Perlini fik chancen for at reducere, men Tadeas Galansky reddede i målet. Det gjorde han også, da Mathias Bau Hansen fik chancen fra kort afstand, da Morten Poulsen spillede ham fri. Ganske kort tid senere var der ny afslutning fra Bau, der blev reddet.

Stort tryk til sidst

Blue Fox kastede ikke håndklædet i ringen, men jagtede reduceringen.

Med 3,39 minutter tilbage blev der også reduceret. Mac Carruth var lige løbet af isen og blev erstattet med en ekstra angriber. Det udnyttede Brett Perlini, der var hurtig over en returpuck.

Herning fik igen lagt et vildt tryk, og med to minutter tilbage kørte Carruth igen ud. Chancen opstod pludselig til Andris Dzerins på bageste stolpe, men pucken sneg sig lige forbi. Der fulgte yderligere en chance, men tiden løb ud for Herning.

Kamp tre spilles 20.15 tirsdag i Herning.

Læs også
Ishockey Blue Fox

Podcast: Mads Christensen har spillet næsten 200 slutspilskampe og har vundet 11 mesterskaber

Indlæser debat