Cecilie Brandt ser fornøjet til, mens bolden suser i mål. Den træfsikre højrefløj kan nu også smile over en ny, forbedret kontrakt med Ikast Håndbold. Foto: Jørn Deleuran
HÅNDBOLD Hun er dansk landsholdsspiller, hun er opvokset i Herning og har i de senere år gennemgået en flot udvikling i Ikast. Cecilie Brandt har med andre ord en perfekt profil for alt, hvad Ikast Håndbold gerne vil stå for.
Nu har den 20-årige fløjspiller og klubben forlænget kontrakten, så den løber frem til sommeren 2025. Den hidtidige aftale havde udløb i 2023.
- Jeg er glad og stolt over at skulle spille i Ikast Håndbold de kommende sæsoner. Jeg har været igennem en god udvikling de seneste år i klubben. Jeg glæder mig til at fortsætte med at udvikle mig i de rammer, vi har omkring holdet, siger Cecilie Brandt i en pressemeddelelse fra klubben.
Den 20-årige højrefløj har i denne sæson taget store skridt fremad i klubben, hvilket hendes 71 mål i Bambusa Kvindeligaen også vidner om. I marts fik hun således også debut for det danske A-landshold, som hun nu har repræsenteret fire gange.
Fremskridtene er selvfølgelig også blevet bemærket af klubbens direktør, Daniel Grønhøj.
- Det er en perfekt udvikling for Cecilie, men det viser også, hvad vores klub kan, og hvordan vi kan udvikle unge spillere i vores miljø til at nå højeste niveau. Jeg tror meget på Brandt og er overbevist om, at vi kun har set toppen af isbjerget. Hun kommer til at udvikle sig meget de kommende år og vil få en stor rolle hos os i forhåbentlig mange år, siger Daniel Grønhøj.
Cecilie Brandt begyndte sin håndboldkarriere hos Sportclub Alstertal-Langenhorn, mens familien boede i Tyskland. Senere havde hun flere gode år hos Herning FH og på sportsefterskolen SINE i Løgumkloster, før hun kom til Ikast i sommeren 2018.