Mads Christensen jubler efter sin scoring til 2-0 mod Sønderjyske. Blue Fox sad på begivenhederne fra start til slut i grundspillets sidste hjemmekamp. Foto: Tom Laursen (Arkiv)
ISHOCKEY Der var jubel og klapsalver både før, under og efter kampen, da Herning Blue Fox søndag eftermiddag vandt grundspillets sidste hjemmekamp i sikker stil med 5-0 over Sønderjyske.
Inden første puck blev smidt, var der hyldest og hædring til den store guldmedalje.
Backen Rasmus Nielsen, som grundet skader måtte indstille karrieren før sæsonen, blev hyldet af både Blue Fox og Sønderjyske, som var de to klubber, han repræsenterede i Metal Ligaen.
Herning-legenden Dan Jensen, der i dag er assistenttræner for Blue Fox, fik sit trøjenummer, 25, fredet til evig tid i klubben for sit enorme aftryk på klubbens historie - især i sin tid som aktiv spiller, men også som træner og leder i klubben.
Og så blev kaptajn Morten Poulsen kåret til månedens spiller i Blue Fox, månedens spiller i hele ligaen og forlængede sin kontrakt med to år på selve isen inden kampstart.
Og festlighederne fortsatte, da spillet blev sat i gang. Blue Fox lynede to gange på tre powerplays i første periode. Kevin Tansey og Mads Christensen knaldede skiven i nettet - begge gange efter assist fra Mathias From.
Den føring blev fordoblet i midterste periode. Sønderjyske-backen Gabriel Desjardins kunne ikke finde håndtaget på pucken i egen zone, og så erobrede Mathias Bau skiven, tog et træk og huggede den over i fjerneste hjørne med en selvfølgelighed, som få gør ham efter.
Læs også
Overblik fra kaptajnen
Midt i anden periode blev det 4-0, da Blue Fox viste fart og skarphed i en omstilling. Mathias From sendte pucken frem til Morten Poulsen. Kaptajnen holdt fart og lagde smart skiven på tværs til topscorer Phillip Marinaccio, der let kunne score.
Joachim Linnet blev senere i perioden nedlagt i fri position og fik straffeslag. Den chance tog Linnet sig selv af, men Sønderjyskes målmand, Nicolaj Henriksen, reddede forsøget.
I tredje periode ragede Blue Fox intet mindre end fire gange to udvisningsminutter til sig og fik øvet sig i boxplay - uden at målmand Mac Carruth skulle samle pucken ud af nettet. Den stærke amerikanske keeper fik endnu en shutout til samlingen.
Læs også
Bedste hjemmehold i ligaen
Og fire et halvt minut før tid fik de 2387 tilskuere også en sidste scoring at gå hjem på. Backen Jakob Jessen høvlede pucken mod mål, hvor Thomas Vilstrup Andersen satte en styring på skiven og passerede Nicolaj Henriksen i Sønderjyske-målet til 5-0.
I tabellen er Blue Fox med sejren tilbage på førstepladsen i Metal Ligaen, men det kan blive en kortvarig fornøjelse. Aalborg Pirates ligger nemlig á point med rævene og spiller hjemme mod Herlev senere i dag.
Med sejren slutter Herning i øvrigt som Metal Ligaens bedste hjemmehold i denne sæson.
Sidste kamp i grundspillet venter på tirsdag, når Blue Fox spiller på udebane mod Herlev Eagles.
Slutspillet begynder på fredag, hvor Herning begynder på hjemmebane - med stor sandsynlighed mod enten Frederikshavn eller Rungsted, der aktuelt er nummer syv og otte i Metal Ligaen.