Rasmus Nicolaisen er stamspiller i midterforsvaret hos Toulouse FC og gør det godt. Men uden for banen står den 26-årige dansker nu angiveligt midt i en svær situation. Foto: Ritzau Scanpix

Fransk sportsavis: Aulum-stopper lånte 100.000 euro af holdkammerater

En vild og trist historie om Rasmus Nicolaisen breder sig i Frankrig. Forsvareren lånte store beløb af holdkammerater på grund af spillegæld og faldt i unåde

FODBOLD Sportsligt har det kørt på skinner for Rasmus Nicolaisen efter, at midterforsvareren skiftede til franske Toulouse fra FC Midtjylland i sommeren 2021. I første sæson rykkede holdet op i den bedste franske række, og for små tre uger siden vandt han og Toulouse den franske pokaltitel foran 78.038 tilskuere i Paris.

Men nu tager en anderledes negativ historie om den midtjyske forsvarsspiller fart i det franske.

I onsdags skrev fanmediet Les Violets, der følger Toulouse FC tæt, at Rasmus Nicolaisen i midten af april faldt i unåde hos flere holdkammerater, som han havde lånt store pengebeløb af - uden at betale dem rettidigt tilbage.

Mediet hævder, at det endte i en strid, som også klubbens sportslige ledelse blev inddraget i, hvorefter Nicolaisen blev udelukket fra hjemmekampen mod Lyon 14. april.

Men fanmediet står nu ikke længere alene med historien. Den store franske sportsavis L’Equipe skriver nu samme historie og supplerer blandt andet med beløbets størrelse. Det drejer sig angiveligt om 100.000 euro (750.000 danske kroner), som Nicolaisen har lånt af seks holdkammerater samt nogle medlemmer af trænerstaben.

Han manglede pengene for at dække en spillegæld, hævder både Les Violets og L’Equipe.

Rasmus Nicolaisen

Født 16. marts 1997 i Aulum (26 år)

Gift med Karina. Sammen har parret sønnen Matteo og datteren Elenora

Position: Midterforsvarer

Klub: Toulouse FC, Frankrig (kontrakt til sommeren 2025)

57 kampe og 6 mål for FCM

Klubkarriere:

Aulum IF 2000-11

FC Midtjylland 2011-2021

Portsmouth, England (leje) 2020-2021

Toulouse, Frankrig 2021-

Udvalgte meritter:

Fransk pokalvinder 2022-23

Dansk mester 2017-18, 2019-20

Dansk pokalvinder 2018-19

Dansk U19-mester 2014-15, 2015-16

Dansk U17-mester 2013-14

Ni ungdomslandskampe

Fik betting-bøde i England

Nicolaisen har også tidligere været i fokus på betting-fronten. Da han i sæsonen 2020-21 var udlejet til engelske Portsmouth fra FCM, blev han idømt en straf for at spille penge på 53 fodboldkampe. Han spillede ikke på egne kampe, men i England har man skærpede regler på området. Rasmus Nicolaisen fik dengang en bøde på cirka 22.000 danske kroner.

På nuværende tidspunkt har hverken Rasmus Nicolaisen, hans agent Jens Ørgaard eller klubben Toulouse FC kommenteret på historien.

Folkebladet har forsøgt at ringe til den midtjyske midterforsvarer og til Jens Ørgaard, men de er endnu ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

Læs også
Fodbold FC Midtjylland

Fra Aulum til triumf foran 80.000 tilskuere: En magisk oplevelse for livet