HÅNDBOLD Jubel-scenerne sagde det hele. I vild forløsning kastede Ikast-spillerne sig i armene på hinanden og skreg forløsningen.
Ikast Håndbold er vindere af Europas næstfineste klubturnering, EHF European League, efter finalesejr på 31-24 over Nykøbing Falster i Raiffeisen Sportpark i Graz. Østrig.
Presset lå entydigt på de midtjyske skuldre før finalen. Alle forventede, at Ikast ville gøre jobbet færdigt mod outsiderne fra Falster.
I opgørets første 20 minutter så favoritbyrden ud til at tynge Ikast-spillerne. De spillede nervøst og fejlfyldt, og målvogterne fik ikke fat i noget som helst.
Nykøbing Falster forekom mere fattede og skruede stille og roligt føringen i vejret. 6-3, 9-5 og 13-8 var nogle af de bekymrende stillinger på måltavlen set med Ikast-briller.
I målet blev Jessica Ryde skiftet ud efter 0 redninger på 20 minutter, men da Andrea Austmo heller ikke leverede en redning på de næste fire skud, kom svenskeren tilbage i målet. Og det »break« på bænken var åbenbart lige, hvad hun havde brug for. Hun nåede tre redninger i halvlegens sidste fem minutter, hvor Ikast reducerede skaden til »minus én« ved halvtid, 15-14 til Nykøbing Falster. Det var nådigt sluppet efter den dårlige start.
Ikast: Emma Friis 11 (7), Ingvild Bakkerud 8, Emma Lindqvist 3, Stine Skogrand 3, Cecilie Brandt 2, Sarah Iversen 2, Julie Scaglione 1, Simone Petersen 1
Straffespark: Nykøbing Falster 1/1, Ikast 7/7
Udvisninger: Nykøbing Falster 5, Ikast 4
Tilskuere: 1500 i Raiffeisen Sportpark i Graz, Østrig
Stærk start på anden halvleg
Og Ikast tog de gode takter med ind til anden halvleg og kom foran 18-17 og 23-19. Nu flød Ikasts velkendte syv-mod-seks-spil efter de indstuderede mønstre, og chancer og mål kom på snor.
En særlig trumf i det offensive arsenal var venstrefløjen Emma Friis. Hun var et lyspunkt i den dårlige fase, og hun slækkede aldrig på kvaliteten. 11 mål tegnede landsholdsfløjen fra Herning sig for. Friis blev efterfølgende hædret som den bedste spiller ved Final4-stævnet - såkaldt MVP.
Også storskytten Ingvild Bakkerud trådte mere og mere i karakter og endte med otte pletskud fra venstrebacken.
Føringen voksede til 27-21, mens de 75 medrejsende Ikast-fans jublede over enhver vellykket aktion. De kunne ane triumfen, og Nykøbing-spillerne kunne se deres guldchancer smuldre.
Det er første gang i otte år, at håndboldkvinderne fra Ikast kan sætte et europæisk trofæ i skabet. Og sjette gang i klubbens historie. Den første var City Cuppen i 1998. Derefter fulgte EHF Cup-triumfer i 2002 og 2011, og EHF Cup Winners Cup-triumfer i 2004 og 2015.
Der er dog ikke lang tid til at feste og fejre. Næste kamp venter allerede på onsdag. Det er en stort set betydningsløs udekamp mod Team Esbjerg i DM-slutspillet, inden det går løs med DM-semifinalerne mod Odense Håndbold ugen efter.