Jesper Lindstrøm var i starten af landsholdssamlingen ramt af sygdom. Han trådte derfor først ind i lejren efter kampen mod Kroatien torsdag. Søndag aften blev det så til en halv times spilletid, da Frankfurt-spilleren blev skiftet ind i anden halvleg.

Dansk kollektiv og sammenhold skal sikre VM-succes

Jesper Lindstrøm og Joakim Mæhle lovpriser det kollektiv og sammenhold, som landsholdet har opbygget.

KØBENHAVN De danske fodboldlandsholdsspillere er enige om, at sammenholdet er den væsentligste årsag til, at holdet kan levere præstationer på internationalt topniveau.

Det var eksempelvis tilfældet søndag aften, hvor Danmark slog Frankrigs verdensmestre med 2-0 i Nations League.

- Jeg tror alle, der ser fodbold, kan se, at vi har et godt sammenhold og kollektiv. Jeg tror også, at det er det, som slog Frankrig.

- Jeg synes, at vi spiller godt som hold. Alle kæmper for trøjen. Jeg synes, at det 100 procent er sammenholdet, der gør det, siger landsholdsspilleren Jesper Lindstrøm.

Han bakkes op af sin holdkammeraten Joakim Mæhle, der også peger på den støtte holdet modtager udefra.

- Der er så mange, der vil os det bedste, og der er så mange, der giver kærlighed og støtter op, det er fantastisk.

- Jeg tror, vi kunne have solgt tre-fire gange så mange billetter, hvis der havde været plads i Parken, så det er fantastisk at være en del af. Og det er noget, vi skal bygge videre på, siger den danske back.

Kollektivet bliver også nøglen frem mod VM, hvor Frankrig endnu engang venter i gruppespillet.

- Det er begrænset, hvad vi kan nå at ændre, og det er begrænset, hvad Frankrig kan nå at ændre før VM, så jeg synes, at vi spiller godt, og at vi ligger godt til dem.

- De kan godt lide at spille for dem selv, og vi kan godt lide at spille som et hold, og det plejer altid at være holdet, der slår individualisterne, så jeg synes, vi står godt til dem, siger Jesper Lindstrøm.

/ritzau/

Indlæser debat