Frederik Andersen får et venligt klap fra backen Brady Skjei efter en redning i storsejren på udebane mod Boston Bruins. Foto: Bob DeChiara/USA TODAY Sports/Ritzau

Flot storsejr til Frederik Andersen i Boston

Den herningensiske målmand og Carolina Hurricanes viste storspil og ydmygede Boston Bruins på egen is

ISHOCKEY Frederik Andersen og Carolina Hurricanes landede i nat dansk tid den hidtil største sejr i sæsonen, da herningenseren og hans holdkammerater vandt hele 7-1 på udebane mod Boston Bruins i verdens bedste ishockeyliga, NHL.

Allerede efter første periode førte gæsterne fra North Carolina hele 5-1, og Boston Bruins skiftede målmand før anden periode.

Carolina satte trumf på i tredje periode med yderligere to mål til slutcifrene 7-1.

Frederik Andersen diskede op med 31 redninger på 32 skud i kampen.

Der var dog ingen stjerner til herningenseren, da kampens tre bedste spillere skulle kåres. Backen Jaccob Slavin blev »1st star«. Han scorede ét mål og tegnede sig for to assists i kampen.

Det var den anden sejr i træk og den syvende sejr i de seneste ni kampe for Carolina Hurricanes, der indtager tredjepladsen i Eastern Conference.