FODBOLD Det lykkedes aldrig for den lokale forsvarsspiller Tobias Anker at få et senior-gennembrud hos FC Midtjylland. Den 21-årige stopper begyndte med at spille fodbold i Hammerum IF, skiftede siden til Herning Fremad og kom som 15-årig på FC Midtjyllands akademi i Ikast.
De to seneste sæsoner har han været udlejet til samarbejdsklubben FC Fredericia i 1. division. Nu skifter han så på en permanent kontrakt til Vendsyssel FF, der også spiller i 1. division.
- Anker har været gennem hele vores talentsystem lige fra to samarbejdsklubber til akademiet, hvor han altid har været en god rollemodel for sine holdkammerater. Han har en alder, hvor han skal spille fast, og der har vi fundet en god løsning i denne aftale med Vendsyssel. Vi ønsker ham alt det bedste i sin videre karriere, siger sportschef Svend Graversen i en pressemeddelelse fra klubben.
I årene på akademiet var Tobias Anker med til at vinde to U19-mesterskaber, og han spillede med i to kvartfinaler i UEFA Youth League. Han nåede aldrig at få debut for FC Midtjyllands førstehold.
De to sæsoner i Frederica blev ikke den helt store succes, da han har været plaget af skader undervejs. Han nåede dog alt i alt at blive noteret for 34 kampe i Fredericia-trøjen.
Forsvarsspilleren er noteret for fem U17- og syv U19-landskampe for Danmark. damm