Kaptajnen for det danske ishockeylandshold, Peter Regin, skifter til de tyske mestre fra Eisbären Berlin. Foto: Mikko Stig/Ritzau Scanpix

Peter Regin rykker videre til tysk mesterklub

Danmarks landsholdskaptajn, herningensiske Peter Regin, skifter til den tyske mesterklub, Eisbären Berlin

ISHOCKEY Peter Regin tørner fra næste sæson ud for Tysklands bedste ishockeyhold.

Eisbären Berlin meddeler på Instagram, at klubben har hentet den 36-årige herningenser i den schweiziske klub HC Ambri-Piotta.

- Jeg glæder mig over at blive en del af Eisbären Berlin. Jeg har kun hørt positivt om holdet og hele organisationen. Jeg har set videoer af Eisbären-hjemmekampe og kan næsten ikke vente på at opleve den enestående atmosfære på nærmeste hold.

- Selvfølgelig bliver det vores mål at forsvare vores titel og vinde det tredje tyske mesterskab i træk, siger Peter Regin til sin nye klubs hjemmeside.

Peter Regin går dermed i fodsporene på sine tidligere landsholdskolleger Frans Nielsen og Nicholas B. Jensen, der vandt mesterskabet med Eisbären Berlin i sidste sæson.

Siden har Frans Nielsen dog indstillet sin karriere, mens Nicholas B. Jensen er skiftet til Fischtown Pinguins.

- En berigelse for hele ligaen

Peter Regin har givetvis talt med sine landsholdskolleger om skiftet. Men klubben har også kun hørt godt om den erfarne danske centerspiller.

- Vi er lykkelige over, at vi kunne overbevise Peter Regin om et skifte til os. En spiller af hans klasse er ikke kun en berigelse for os, men også for hele ligaen. Peter er en top-center med omfangsrig erfaring og stor kvalitet. Han har i sin karriere bevist, at han kan bruges alsidigt og har lederkvaliteter. Vi er overbeviste om, at han vil indtage en bærende rolle på vores hold, siger sportsdirektør Stéphane Richer.

36-årige Regin spillede tidligere i karrieren syv sæsoner i NHL for først Ottawa Senators og siden i kortere perioder New York Islanders og Chicago Blackhawks.

Fra 2015 til 2021 tørnede herningenseren ud for det finske storhold Jokerit.

/ritzau/ og Just

Indlæser debat