FODBOLD Det er bare 14 dage siden, Jens-Lys Cajuste forlod vinteropstarten i FC Midtjylland og rejste til det franske champagne-distrikt for at begynde et nyt fodboldkapitel hos Stade de Reims.
Og svensk-amerikaneren har fået chancen fra start for sin nye klub.
Seks dage efter skiftet spillede han en halvleg, da Stade de Reims tabte 0-1 på hjemmebane mod Metz, og i aftes fik han 64 minutter på banen mod et af klodens mest stjernespækkede fodboldhold, Paris Saint-Germain.
Cajuste startede inde på den centrale midtbane i en defensiv 5-4-1-formation på udebane mod PSG, der blandt andre havde Kylian Mbappé, Angel Di Maria og Sergio Ramos i startopstillingen.
Paris Saint-Germain vandt kampen 4-0 efter 1-0 ved pausen. Da Cajuste blev skiftet ud efter godt en time, havde Sergio Ramos lige bragt topholdet på 2-0.
Lionel Messi blev skiftet ind ét minut, før Cajuste forlod banen.
22-årige Cajuste mest holdt sig til det sikre i kampen. Han spillede 23 afleveringer, hvoraf de 20 ankom til en holdkammerat. Han kom ikke til afslutning.
I tabellen ligger Stade de Reims på 14. pladsen med 24 point for 22 kampe. Holdet er syv point fra de direkte nedrykningspladser og fem point foran Metz på nedrykningsplayoff-pladsen.
Næste kamp for Reims og Cajuste er mod en noget mere medgørlig størrelse. På lørdag får Reims besøg af SC Bastia fra den næstbedste række i ottendedelsfinalen af pokalturneringen Coupe de France.