Gustav Isaksen scorede i torsdags det matchvindende mål, da det danske U21-landshold vandt i Skotland, og FCM-kantspilleren var også blandt de mest iøjnefaldende offensive aktører, da de hvidklædte danskere i aftes tabte 0-1 i Leuven mod Belgien. Foto: Ritzau Scanpix

10 FCM'ere i aktion for Danmark: Lunken dag for FCM-talenter

Gustav Isaksen og det danske U21-landshold tabte topkampen i Belgien. Både U19- og U17-landsholdet spillede uafgjort og kvalificerede sig til Elite Round

FODBOLD 10 spillere fra FC Midtjylland er på vej tilbage til klubben efter en ny travl landsholdsperiode for de danske ungdomslandshold.

Men den sluttede med lunkne resultater på sidstedagen for flere af dem.

Det danske U21-landshold tabte således topkampen mod Belgien i EM-kvalifikationen med 0-1. Lois Openda blev matchvinder, da han fra tæt hold udplacerede Filip Jørgensen i det danske mål syv minutter før pausen.

Gustav Isaksen var igen en af de iøjnefaldende figurer på det danske hold. I første halvleg tog han et godt dybdeløb og kom fri foran mål, men den belgiske keeper kom godt ud og begrænsede vinklen for FCM-kometen. Det var en af Danmarks bedste chancer.

Truppens anden FCM’er, Nikolas Dyhr, så hele kampen fra bænken. Der var derimod fuld spilletid til den tidligere FCM-forsvarer Japhet Sery Larsen (nu SK Brann Bergen) og et kort indhop til Casper Tengstedt (nu topscorer i AC Horsens, red.).

Nederlaget betyder, at det danske U21-landshold er seks point bag Belgien, der har spillet en kamp flere end danskerne. Kun gruppevinderen kvalificerer sig direkte til U21-EM i 2023, mens toeren får playoff-kampe.

U19-landsholdet med Victor Lind fra FCM i truppen er klar til den såkaldte Elite Round i kvalifikationen til U19-EM i Slovakiet næste år.

Landstræner Lars Knudsens mandskab afsluttede i går sin indledende pulje i Tjekkiet med at spille 1-1 mod værtsnationen.Jakob Breum fra OB scorede det danske mål. Victor Lind fik de sidste 19 minutter på banen.

Både Tjekkiet og Danmark er videre til Elite Round, mens Nordirland og Kasakhstan, som begge hold slog sikkert i sidste uge, røg ud.

Også U17-landsholdet er klar til forårets Elite Round i EM-kvalifikationen. De danske U17-talenter spillede deres indledende pulje på Malta. Efter sejre over Montenegro (2-0) og Malta (5-1) var avancementet sikret før mødet med Tyrkiet. Topkampen sluttede 3-3, hvorefter de to hold gik i straffesparkskonkurrence om puljesejren, da de havde præcis samme målscore. Dér trak Tyrkiet det længste strå.

FCM er stærkt repræsenteret på U17-landsholdet. Gustav Fraulo og Valdemar Andreasen startede inde, mens Malthe Bøndergaard kom ind fra bænken. Herningensiske Mads Nybo Lauritsen fulgte opgøret fra bænken.

Ikastbo scorede for U18-landsholdet

Der var også godt med spilletid til FCM’erne, da det danske U18-landshold mandag afsluttede en træningsturnering i Kroatien med et 1-3-nederlag mod Belgien. Både Pontus Texel, Mikkel Fischer og ikastboen Gustav Ørsøe Christensen startede inde, og sidstnævnte bragte de rød-hvide foran 1-0, da han fulgte op på riposten efter en afslutning fra AaB’s Oliver Ross.

Indlæser debat