Leon Madsen med gul hjelmfarve nåede semifinalerne i Prag.

Danske speedwayprofiler misser finale i Prag

For første gang i denne sæson nåede ingen af de tre grandprix-danskere videre til finalen.

WARSZAWA De danske speedwayprofiler Leon Madsen og Anders Thomsen røg begge ud af semifinalerne i lørdagens grandprix i Prag.

Det er første gang i denne sæson, at finalen blev uden dansk deltagelse, og Danmark er uden grandprixsejr siden oktober 2019, hvor Leon Madsen vandt.

Slovakken Martin Vaculík vandt grandprixet foran Tai Woffinden og australske Jason Doyle.

Den tredje danske deltager, Mikkel Michelsen, havde ikke nogen stor aften og sluttede langt nede i feltet, efter at han hentede en heatsejr, en tredjeplads og tre fjerdepladser i sine indledende heats.

I den samlede VM-stilling fører polakken Bartosz Zmarzlik fortsat. Leon Madsen og Mikkel Michelsen er henholdsvis nummer tre og fire med 4 og 11 point op til Zmarlik. Anders Thomsen er nummer 10.

Leon Madsen indløste sin billet til semifinalerne via en heatsejr, to andenpladser, en tredjeplads og en fjerdeplads. I semifinalen fik han dog aldrig fat og sluttede et stykke efter de tre andre.

Tyvstarter havde givet Anders Thomsen problemer i de to første grandprixer, men dem var der ingen af denne lørdag.

Thomsen startede i stedet glimrende med to andenpladser og en heatsejr. Det gav ham en sikker kurs mod semifinalerne, men det var lige ved at kikse efter to afsluttende sidstepladser.

I semifinalen kom Thomsen skidt fra start, og danskeren ramte kort efter en rivals baghjul og røg i jorden, hvorfor han som Madsen sluttede sidst.

De tre danskere tørnede sammen i deres andet indledende heat, men det blev ingen stor rødhvid triumf. Tai Woffinden strøg således af sted med heatsejren foran Thomsen, Michelsen og Madsen i den rækkefølge.

Der skal efter planen i alt køres 12 grandprixer i år, og det ligger allerede fast, at der skal kåres en ny verdensmester. Sidste år mester, russiske Artem Laguta, er således ikke med i år på grund af Ruslands invasion af Ukraine.

Sæsonens fjerde grandprix afvikles i tyske Teterow næste lørdag.

/ritzau/

Indlæser debat