10. september 2022, 19.51
BRYDNING Han er allerede europamester, og nu er Turpal Bisultanov fra Herning Brydeklub også VM-finalist for seniorer.
Den 20-årige herningenser har lørdag aften kæmpet sig hele vejen til finalen ved VM i græsk-romersk brydning i den serbiske hovedstad Beograd.
Turpal Bisultanov var overlegen i semifinalen mod Ali Cengiz fra Tyrkiet og vandt hele 6-0.
Herningenseren åbnede i aggressiv stil og førte 1-0 efter første periode. Han satte tingene endegyldigt på plads i anden periode, hvor han først øgede til 2-0 og dernæst lykkedes med et flot kast til hele fire point.
Sejren sender Bisultanov i finalen i 87 kiloklassen mod den regerende verdensmester, Zurabi Datunashvili fra værtsnationen Serbien.
Finalen brydes søndag aften i Beograd. Finalekampene begynder klokken 18.00.
Turpal Bisultanov får godt fat i Cengiz Ali i parterre og scorer fire point med dette kast. Foto: Danmarks Brydeforbund
Gyser i kvartfinalen
Forud for semifinale-sejren gik to vidt forskellige kampe for Turpal Bisultanov.
Den 20-årige herningenser trådte som andetseedet i sin vægtklasse direkte ind i ottendedelsfinalen. Dér slog han Barthelemy Tshosha fra DR Congo i sikker stil med hele 9-0 på bare 90 sekunder. Så stoppede kamplederen den match.
Anderledes tæt forløb kvartfinalen mod iranske Naser Alizadeh, der er forsvarende asiatisk mester. Bisultanov førte 1-0 efter første periode, men Alizadeh slog tilbage og kom på 1-1 i anden periode. Iraneren ville nu vinde på reglen om sidst scorede point, men herningenseren hankede op i sig selv og scorede yderligere ét point med halvandet minut tilbage af kampen ved at stoppe Alizadeh ud af ringen og tog pladsen i semifinalen.
Der slog han som nævnt Ali Cengiz og er nu i VM-finalen.
I april vandt Turpal Bisultanov EM-guld i Budapest, Ungarn.