FODBOLD Omkring klokken 14.50 springer champagnepropperne lørdag eftermiddag på Ikast Stadion - der i dag bærer sponsornavnet EDC Arena.
FC Midtjylland er blevet danske mestre i U19 Ligaen for 10. gang på 19 år og får overrakt trofæ og guldmedaljer efter sidste spillerunde, hvor sølvvinderne fra FC København gæster Ikast med kampstart klokken 13.
Årets kuld har givet god grund til smil og jubel i FC Midtjylland i en sæson, der som bekendt har budt på et mindre prangende udbytte for seniorholdet i superligaen.
21 sejre i 25 kampe taler sit tydelige sprog om holdets præstationer i U19 Ligaen. Samtidig er FCM ligaens mest scorende mandskab med 92 træffere og det bedst forsvarende hold med 33 indkasserede mål.
Et dybere kig i statistikkerne viser, at den bedrift tilmed er opnået med det yngste mesterhold i årevis. Truppen har - ifølge statistiksitet transfermarkt.com - en gennemsnitsalder på 17,7 år, hvilket gør det til den yngste guldtrup, siden sitet begyndte at registrere det systematisk i U19 Ligaen for syv år siden.
Træner Kenneth Andersen har benyttet hele ni forskellige U17-spillere i sæsonens løb, og gennemsnitsalderen for de benyttede spillere i kamp - altså startopstilling plus indskiftere - lyder på blot 17,5 år.
Det er også værd at bemærke, at hele 16 af de spillere, som nu kan kalde sig danske U19-mestre, har været i FC Midtjylland, siden de var U14-spillere eller endnu længere. Det var ikke tilfældet for få år siden, men klubbens satsning på de yngre hold giver åbenlyst udbytte på akademiet.
Inden guldfesten bliver skudt i gang venter der et topopgør på kunstgræsset i Ikast. FCM og FC København har været ligaens suverænt bedste hold, og københavnerne er hele 10 point foran Nordsjælland på tredjepladsen.
- Udekampen mod FCK, hvor vi vandt 3-2, blev spillet i et virkelig højt tempo. Det var en fed kamp at spille, og for os var det vigtigt at vinde over den modstander, vi ligger tættest med i toppen af ligaen. Nu ser vi frem til at byde dem op til dans igen, siger midtbanespilleren Gustav Fraulo til FCM’s hjemmeside.
Han ser frem til både kampen og guldfesten.
- Jeg har aldrig prøvet det før, men nogle af de andre, som har oplevet det, fortæller, det er en virkelig fed dag. Samtidig kunne det være rart at slutte sæsonen af med en sejr over FCK, siger U18-landsholdsspilleren.