Spillerne fra Ikast KFUM jubler efter sejren i den første DM-semifinale. Foto: Hamistolen

Volley-succes: Ikast KFUM tog første stik i semifinalerne

Mændene fra Ikast KFUM kom godt fra start i DM-semifinalerne mod Nordenskov

VOLLEYBALL Lørdag var det semifinaletid for Ikast KFUM. Modstanderen var Nordenskov UIF, der sluttede på andenpladsen i ligaens grundspil - lige over Ikast. Og netop de to hold mødtes altså lørdag i den første semifinale af fem i kampen om det danske mesterskab.

Udeholdet Ikast kom skidt fra start, da det første sæt endte 25-18 til hjemmholdet. Ikast slog dog hårdt igen og vandt med de omvendte cifre i andet sæt, og KFUM’erne tog også føringen i kampen, da de vandt tredje sæt yderst komfortabelt med 25-10.

Det gode udgangspunkt blev dog sat over styr, da hjemmeholdet vandt fjerde sæt. Dermed skulle semifinalen ud i et femte sæt, hvor der der skulle spilles til 16. Ikast vandt det tætte sæt med 16-14, og det var Bradley Merryweather, der blokerede og sikrede Ikast sejren.

- Nordenskov lægger et rigtigt flot servepres i begyndelsen, og selvom vores modtagninger er rigtigt fine, kunne vi ikke holde dem fra at tage første sæt. Men jeg er rigtig tilfreds med spillernes præstation, da vi får vist, at vi ikke bare kan rystes, og vi slår jo rigtig flot tilbage i de to følgende sæt, siger Ikast-træner Peter Kjellerup.

- Derefter dalede vores niveau dog en smule, og Nordenskov hævede også deres niveau. Selvom kampen havde skiftet favør i de første fire sæt, var der virkeligt højt niveau i femte sæt, hvor vi heldigvis endte med sejren, fortsætter træneren.

Kampen blev overværet af 175 tilskuere i Varde, hvor omtrent 20 var taget med fra Ikast.

- Tusind tak til de medrejsende fans, der leverede en outstanding opbakning, siger træneren fornøjet.

Ikasts næste semifinale er onsdag i Ikast.

Indlæser debat