Parkeringsarealerne omkring MCH Arena udfordres ofte efter FCM-kampe med mange tilskuere. Nu håber klubben og MCH, at en ny udkørsel kan mindske ventetid og lange kødannelser. Foto: Finn Byrum

Håber på færre bilkøer efter FCM-kampe: Ekstra udkørsel ved MCH Arena åbner i aften

Ny og permanent udkørsel ved stadion skal forkorte ventetiden og kødannelser for tilskuerne

FODBOLD Når FC Midtjylland i aften møder hollandske PSV Eindhoven i Champions League-kvalifikationen åbner FC Midtjylland og MCH Messecenter Herning op for en nyetableret, ekstra udkørsel ved MCH Arena.

Det er håbet, at den nye udkørsel kan forkorte ventetiden og mindske lange bilkøer efter FCM-kampe med tusindvis af fodboldfans på stadion, hvor der igen - efter lempelser af coronarestriktionerne pr. 1. august - atter må være lidt over 10.000 tilhængere på lægterne.

- Vi har modtaget flere henvendelser fra tilskuere, der har siddet længe i kø i forbindelse med udkørsel efter kampene, forklarer Preben Rokkjær, marketing- og supportdirektør i FC Midtjylland, i en pressemeddelelse på klubbens hjemmeside.

Han forklarer, at det især er parkeringsområdet på P5 bag Faxe Kondi-tribunen, som har udfordret både FCM, MCH og især de mange bilister og supportere, når de har forladt arenaen.

- Vi er glade for, at I (fansene, red.) har gjort os opmærksomme herpå, og efter positiv dialog med MCH har vi fået mulighed for at åbne en ekstra udkørsel fra P5-området gennem MCH’s matrikel. Vi håber, at det løsner det trafikale knudepunkt, lyder det fra Preben Rokkjær.

Løsningen med den nye, ekstra udkørsel er permanent og gælder dermed til alle fremtidige hjemmekampe på MCH Arena.

- Men vær opmærksom på, at udkørslen kun er åben efter kampene, og man kan derfor ikke benytte den som indkørsel inden kampene, understreger FCM-direktøren.

Opgøret mellem FC Midtjylland og PSV Eindhoven fløjtes i gang i aften klokken 20.00.