ISHOCKEY Fredag aften måtte Herning Blue Fox sluge det fjerde nederlag på stribe i Metal Ligaen. Det kom i Aalborg, hvor værterne dominerede fra start til slut og vandt 3-1. Det lyder måske jævnbyrdigt, men det var kampen ikke.
Aalborg Pirates har som danske mestre deltaget i Champions Hockey League, hvor de har prøvet af sig af mod hold fra stærkere ligaer end Metal Ligaen.
Det var da også til at se fra start, at der var mere bund og tempo i det, som hjemmeholdet lavede, end hvad de midtjyske gæster bød på fra start.
Første periode endte dog målløs, men i anden periode scorede værter to gange i løbet af tre minutter og tog en fortjent føring. Først ved Oliver Anker Christensen efter en solotur og dernæst ved backen Nikolaj Carstensen.
Små og få chancer
I den sidste situation havde Aalborg vel fire mand helt inde under Mac Carruths mål, kunne fastholde angrebet og til sidste score til 2-0.
Herning kom også til skud, men typisk blev chancerne ikke spillet så store, som Aalborg ofte gjorde det.
Syv minutter inde i tredje periode scorede den mangeårige Herning-spiller Thomas Spelling til 3-0, da hans skud - eller var det måske en aflevering - fra en meget spids vinkel snød Carruth.
Kort efter fik Aalborg to udvisninger på samme tid, og det gav et powerplay med fem mod tre til Herning. Det blev udnyttet, da Jesper Thörnberg endelig stod helt fri til højre i slottet og sikkert udplacerede George Sørensen. Overtallet fortsatte lidt endu, men uden flere scoringer fra Herning.
Sen satsning
Med fire minutter tilbage tog træner Pelle Hånberg sin timeout. Nu skulle der satses med en ekstra angriber på isen.
I det sidste minut fik Herning presset godt på, men det blev ved lige ved og næsten.
Dermed står Blårævene stadig med blot kun fire point efter fem kampe. Aalborg har derimod vundet sine tre kampe.
Herning var uden Brett Thompson, der afsonede den første af fem karantænedage. De skadede Andris Dzerins, Frederik Brændgaard og Christian Mieritz måtte også sidde ude.
På tirsdag spiller Blue Fox igen og skal køre endnu længere mod nord - denne gang til en dyst mod Frederikshavn.