39-årige Michelle Vesterby - her ved VM i 2018 - håber at komme podiet ved VM i Hawaii i oktober. Foto: Nils Nilsen/Ritzau Scanpix

Hernings triatlon-veteran klar til VM: Det bliver ikke meget større

Michelle Vesterby er kvalificeret til oktobers VM i Ironman, fordi hun sidst meldte afbud grundet graviditet

TRIATLON Den herningensiske triatlon-stjerne, Michelle Vesterby, er som den første kvinde kvalificeret til årets VM i Ironman på Hawaii, der afholdes 14. oktober.

Den tidlige kvalifikation skyldes hendes seneste graviditet.

- Jeg har to gange kvalificeret mig, uden det blev til deltagelse. Først blev det aflyst på grund af pandemien, og senest måtte jeg selv melde afbud på grund af min graviditet, forklarer 39-årige Michelle Vesterby i en pressemeddelelse.

- Fordi afbuddet skyldtes graviditet blev kvalifikationen dog bare udskudt, og jeg har netop fået bekræftet, at jeg er kvalificeret til årets udgave, og det giver mig muligheder for at forberede mig helt optimalt, står der i skrivelsen.

Læs også på herningfolkeblad.dk
Sport

Michelle Vesterby erkender fejl, men er uenig i dopingdom: Man ønskede at fange en »stor fisk«

Går all-in på afslutningen

Michelle Vesterby har opnået flere top-10-placeringer ved VM, herunder en fjerdeplads i 2015, og hendes ambitioner er »større end nogensinde«, selv om setuppet bliver et andet, da hun nu har to børn.

Hun var gravid, da hun senest var på Hawaii i 2019, og når hun sidst på året stiller op til det, hun regner som sit sidste VM, er det som mor til to.

- Det bliver ikke meget større, og heldigvis bakker hele familien op og er indstillet på, jeg går all-in på at få den bedste afslutning på karrieren, man kan tænke sig. Det er et fælles projekt og giver en helt anden værdi for os alle sammen.

- Den helt store drøm har altid været at stå på skamlen, men i første omgang er jeg bare megastolt af som 39-årig mor at repræsentere Danmark og min familie til verdens største triatlonkonkurrence, siger Michelle Vesterby.

Herningenseren har netop afsonet en tre måneder lang karantæne efter at være blevet taget i at bruge det forbudte stof Terbutalin, som hun havde fået gennem astmainhalatoren Bricanyl.

Brugen af en astmainhalator kræver en medicinsk undtagelse fra antidopingmyndighederne - en såkaldt TUE - men Vesterby havde ikke fået sin tilladelse, der udløb i september 2021, forlænget. Stoffet Terbulin fik Herning-triatleten ifølge hende selv og Anti Doping Danmark i blodet, da hun efter et voldsomt hosteanfald og konsultation ved egen læge blev anbefalet Bricanyl.

- Jeg har haft astma, siden jeg var barn, og bruger min inhalator, når der er behov for det. Jeg anede virkelig ikke, at min TUE var udløbet, da jeg brugte inhalatoren i sommer. På det tidspunkt handlede jeg som et menneske, som en gravid kvinde og kommende mor til to - ikke som en atlet, der ville snyde for at vinde, lød det 3. februar fra Michelle Vesterby, da hun kommenterede dommen over for Herning Folkeblad.

/ritzau/

Indlæser debat