11. september 2023, 14.21
FODBOLD Bøder på 150.000 kroner er i dag tikket ind i de elektroniske postkasser hos både FC Midtjylland og AGF for den omfangsrige brug af pyroteknik i superligaopgøret mellem de to hold søndag 3. september.
Det har Fodboldens Disciplinærinstans afgjort i en kendelse, der er blevet offentliggjort i dag, mandag.
- Dommeren har indberettet, at der ved indløb til kampen var cirka 50 stk. blus fra FC Midtjyllands tilskuerafsnit og cirka 50 stk. blus fra AGF’s tilskuerafsnit. Dommeren har desuden indberettet, at der i kampens 2. minut blev affyret to bomberør/fyrværkeri fra FC Midtjyllands tilskuerafsnit, står der i kendelsen.
- Endvidere har dommeren indberettet, at der i kampens 46. minut var cirka 50 blus fra AGF’s tilskuerafsnit, og at der i kampens 47. minut blev affyret to blus også i AGF’s tilskuerafsnit, lyder det videre.
Begge klubber har - som det er kutyme - afgivet redegørelser for forløbet inden afgørelsen.
Efter gennemgang af tv-billederne fra kampen har Fodboldens Disciplinærinstans opgjort, at der er tale om 56 stykker pyroteknik - herunder fem-seks stykker kraftigt fyrværkeri, der er omfattet af skærpende omstændigheder.
Disciplinærinstansen oplyser, at det er ottende gang inden for et år, at man har givet sanktioner over for FC Midtjylland for overtrædelse af cirkulære om sikkerhed og orden på stadion. For AGF er det endda niende gang inden for et år. Det har givet vis spillet en rolle i de store bøder.